Microsoft udgiver opdateringer til Power Platformen og Dynamics 365. I dette indlæg bliver der sat fokus på de nye funktioner i Dynamics 365 Customer Insights – Journeys, som bliver frigivet i Release Wave 2 2024.
Læs også vores andre indlæg om Release Wave 2 2024: Sales, Power Platformen, Customer Service og Field Service.
Bemærk, at nedenstående funktioner kun er tilgængelige i Real-time marketing. Microsoft har meddelt, at Outbound marketing udfases i juni 2025. Du kan læse mere om udfasningen af Outbound marketing her.
Læs mere om overgangen til Real-time marketing i vores blogindlæg her.
Effektiv e-mailoprettelse og kampagnestyring med Copilot
Med Copilot kan du nu nemt oprette e-mail-udkast, der overholder virksomhedens CVI (Corporate Visual Identity). Funktionen gør det muligt, at bruge tilpassede e-mailskabeloner og brand-profiler, så dine e-mails afspejler virksomhedens visuelle standarder. I mange virksomheder håndteres det omfattende tekstarbejde ofte udenfor D365 Customer Insights, såsom udarbejdelse og oversættelse af tekster til forskellige sprog. For nogle kan det dog være relevant at overveje, hvordan disse processer kan optimeres og integreres bedre med D365 Customer Insights for at maksimere udbyttet.
Funktionen vil være tilgængelig i ”preview” fra oktober 2024 og forventes klar til fuld drift i marts 2025. Læs mere om e-mailoprettelse med Copilot her.
At opsætte kampagner og skabe effektive materialer kan være både tidskrævende og udfordrende. Nu kan Copilot gøre hele processen meget lettere og hurtigere. I stedet for at bruge timevis på at definere mål og designe indhold, skal du blot beskrive, hvad du vil opnå, eller give en kreativ briefing. Copilot bruger data og AI til at generere segmenter, indhold, e-mails, billeder og meget mere, så du hurtigt kan sætte dit projekt sammen, redigere det og få det sendt afsted. Med Copilot kan du spare en masse tid og sikre, at du hurtigt kan optimere, godkende og færdiggøre din kampagne, inden den når dine kunder.
Microsoft frigav denne funktion som “preview” som en del af Release Wave 1 2024, tidligere på året, og i december 2024 kommer den som ”general available”. Læs mere om kampagnestyring med Copilot her.
Få indsigt i e-mailengagement med heatmap-analyse
En eftertragtet funktion i skiftet fra OB- til RT-marketing er endelig på vej: heatmap-analyse, der giver dybdegående indsigt i brugernes klikadfærd på dine e-mails. Indtil nu har vi kun haft adgang til klikdata på listevisninger, hvilket har gjort det svært at få et klart overblik. Derfor er vi begejstrede for, at heatmaps, som vi kender dem fra OB-marketing, nu også bliver tilgængelige i RT-marketing.
Funktionen bliver først tilgængelig i ”preview” i oktober 2024, og der er endnu ikke sat en officiel dato for ”general availability”. På trods af dette mener vi, at det er en værdifuld opdatering, der bør fremhæves, da den imødekommer et efterspurgt behov i markedet.
Læs mere om heatmap-analyse her.
Tilpas kundebeskeder baseret på webinteraktioner
Med denne funktion bliver det nu muligt at spore og reagere på brugernes adfærd på dine websites. Denne funktion, som tidligere var tilgængelig i OB-marketing, har været central for at få indsigt i kontaktpersonernes adfærd og i forbindelse med leadscoring.
Selvom denne funktion også var planlagt som en del af den første Release Wave i 2024, blev den desværre forsinket. Vi ser frem til at få indsigt i de tekniske detaljer, men det er vigtigt at bemærke, at der skal oprettes sporingsscripts, der skal køre fra websitet. Dette kan ske enten ved sidevisninger eller ved specifikke handlinger, som du ønsker at spore.
Funktionen bliver tilgængelig i ”preview” i oktober 2024 og forventes at være ”general available” i februar 2025.Læs mere om sporing af brugeradfærd her.
Administrér dine kundekampagner og segmenter
Denne funktion forbedrer dine muligheder for at styre kundekampagner baseret på segmentering. Når en kontaktperson eller et lead er en del af et aktivt kampagneforløb, kan du nu tilpasse og styre forgreningen af kampagnen ud fra deres medlemskab af forskellige segmenter.
Denne opdatering er en teknisk forbedring, der muliggør en række nye anvendelsesmuligheder og præcisionsindstillinger.
Funktionen blev tilgængelig i ”preview” i august 2024 og forventes at være ”general available” i november 2024. Læs mere om administration af kundekampagner og segmenter her.
Forbedret leadscoring og kvalifikationskriterier
Denne funktion giver dig en mere detaljeret styring af dine leads. En af de mest markante opgraderinger er muligheden for at arbejde med flere grupper i leadscoring-modellen, hvilket forbedrer fleksibiliteten og præcisionen i din leadvurdering.
Vi er begejstrede for denne udvikling og ser frem til, at den fleksibilitet, vi tidligere har savnet i OB-marketing, nu er tilgængelig i højere grad. Det skal dog bemærkes, at integrationen med websites ikke er omfattet af denne version, hvilket vi håber vil blive adresseret i fremtidige opdateringer.
Denne funktion frigives som ”general available” i februar 2025. Læs mere om leadhåndtering her.